Verdens Alzheimersdag

"Hej bedstefar," sagde jeg, da jeg trådte ind i det sterile, men underligt trøstende, plejerum. Der sad han, manden der altid havde været en tårnhøj skikkelse i mit liv, ham jeg stolt kaldte bedstefar og oldefar til min etårige søn. Han virkede blid og rolig, sad på kanten af ​​sin hospitalsseng. Collette, min stedmormor, havde sørget for, at han så bedst ud, men hans blik virkede fjernt, fortabt i en verden uden for vores rækkevidde. Med min søn på slæb nærmede jeg mig forsigtigt, usikker på hvordan denne interaktion ville udvikle sig.

Mens minutterne tikkede, fandt jeg mig selv siddende ved siden af ​​bedstefar og engageret mig i en ensidig samtale om hans værelse og den sort-hvide westernfilm, der blev spillet på fjernsynet. Selvom hans svar var sparsomme, fik jeg en følelse af trøst i hans nærvær. Efter den første hilsen opgav jeg de formelle titler og tiltalte ham ved hans navn. Han genkendte mig ikke længere som sit barnebarn eller min mor som sin datter. Alzheimers havde i sin sene fase på grusom vis frarøvet ham disse forbindelser. På trods af dette længtes jeg bare efter at tilbringe tid med ham, at være den, han opfattede mig for at være.

Uden at jeg vidste det, markerede dette besøg den sidste gang, jeg ville se bedstefar før hospice. Fire måneder senere førte et tragisk fald til brækkede knogler, og han vendte aldrig tilbage til os. Hospicecentret gav trøst ikke kun til bedstefar, men også til Collette, min mor og hendes søskende i de sidste dage. Da han skiftede fra dette liv, kunne jeg ikke undgå at føle, at han allerede gradvist havde forladt vores rige i løbet af de sidste par år.

Bedstefar havde været en tårnhøj skikkelse i Colorado, en værdsat tidligere statsrepræsentant, en prestigefyldt advokat og en formand for adskillige institutioner. I min ungdom tårnede han sig op, mens jeg stadig prøvede at navigere i ung voksenliv uden megen aspiration efter status eller agtelse. Vores møder var sjældne, men da jeg havde chancen for at være omkring ham, ville jeg gribe lejligheden til at kende bedstefar bedre.

Midt i udviklingen af ​​Alzheimers skiftede noget i bedstefar. Manden kendt for sit strålende sind begyndte at afsløre en side, han havde holdt vagt om - hans hjertevarme. Min mors ugentlige besøg fremmede ømme, kærlige og meningsfulde samtaler, selvom hans klarhed aftog, og til sidst blev han nonverbal. Hans forbindelse med Collette forblev ubrudt, tydeligt af de forsikringer, han søgte fra hende under mit sidste besøg på plejecentret.

Det er måneder siden bedstefars bortgang, og jeg tænker over et irriterende spørgsmål: hvordan kan vi opnå bemærkelsesværdige bedrifter som at sende mennesker til månen, og alligevel konfronterer vi stadig angsten ved sygdomme som Alzheimers? Hvorfor var sådan et strålende sind nødt til at forlade denne verden gennem en degenerativ neurologisk sygdom? Selvom et nyt lægemiddel giver håb for tidligt opstået Alzheimers, efterlader fraværet af en kur mennesker som bedstefar til at udholde det gradvise tab af sig selv og deres verden.

På denne verdensalzheimerdag opfordrer jeg dig indtrængende til at bevæge dig ud over blotte bevidsthed og overveje betydningen af ​​en verden uden denne hjerteskærende sygdom. Har du været vidne til den langsomme sletning af en elskedes minder, personlighed og essens på grund af Alzheimers? Forestil dig en verden, hvor familier er skånet for smerten ved at se deres elskede forsvinde. Forestil dig et samfund, hvor geniale hjerner som bedstefars kan fortsætte med at dele deres visdom og erfaringer, uhæmmet af begrænsningerne af neurodegenerative lidelser.

Overvej den dybtgående virkning af at bevare essensen af ​​vores elskede forhold – at opleve glæden ved deres tilstedeværelse, frigjort af skyggen af ​​Alzheimers. Lad os i denne måned være forandringsagenter, støtte forskning, fortaler for øget finansiering og øge bevidstheden om Alzheimers belastning hos familier og enkeltpersoner.

Sammen kan vi arbejde hen imod en fremtid, hvor Alzheimers er henvist til historien, og minderne om vores kære forbliver levende, deres sind altid lysende. Sammen kan vi bringe håb og fremskridt, og i sidste ende transformere livet for millioner i generationer fremover. Lad os forestille os en verden, hvor minderne består, og Alzheimers bliver en fjern, besejret fjende, der sikrer en arv af kærlighed og forståelse.